Kære bloggers,…
Kan det virkelig passe at jeg er den eneste her nord for Alperne, som finder ældres selvretfærdige tyrani en kende for overdrevet?
Bevares, vi skal respektere de mennesker som med mere livserfaring har lagt kimen til det samfund vi kan benytte os af, og ikke mindst nyde. Men kan det virkelig passe at fordi man passere 65 år på richter-skalaen for lagkagelys, at så pludseligt krones man til monark af offtenlige steder og busser - som om, at når man indtræder i regimentet af pensionister, bevæbnet med checkhæfte og snak om hvordan alt var bedre før farvefjernsyntet, så kan man pludseligt tillade sig at gøre krav på alt fra førsteret i køen i supermarkedet, den bedste plads i bussen, og det blødeste brød fra bageren.
Svaret er så ganske, at jo, sådan er det, og det kan man godt tillade sig - ellers rettere, det er sådan en del ældre opfører sig, alt imens de næsten som på vers kvæder en vise om hvor ærgelig og ligeglad den uvorne ungdom har båret sig ad, med at drive hvileløst afsted mod afgrunden uden opdragelse og disiplin.
Mit ungdommelige svar går lige i modsatte retning, da havde denne oplevelse midt i Århus den anden dag.
Ganske uskyldigt var det faldet i min interesse at prøve de nyeste instrumenter hos min lokale musik-pusher, og efter halvanden times guitarroderi i butikken sammen med indehaveren, hvor vi spillede smukt, vildt, højt, blødt og næsten blåviolet - ind fra gaden stormede en ældre dame med lilla frakke og med en hat der lignede en grævling der var kørt ned på motorvejen imellem Moskva og Kreml - og straks blev vi som et par skoledrenge udskældt for at ødelægge gadens orden og atmosfære med vores voldsomme og nævenyttige musik - ja, vi var nærmest materiale til en politi anmeldelse, og den kære gamle dame, der besad så meget kærlighed, at selv Joseph Stalin ville have klappet hende på skulderen med et “ro på kammerat(inde)” , hun formåede at fortælle os hvorvidt vi og vores elguitarer var skyld i alt fra hendes skillesmisse i 71 og hendes søn alt for tidlige død ved jernbanen, og ikke mindst at hun ikke havde vundet noget i klasselotteriet de sidste mange gange - ja, faktisk var der ikke den ting der ikke blev hældt ud over os.
Jeg prøvede med alt den forsonelighed jeg kunne rive op i migselv, og spørge til om hun havde brug for at snakke, og evt over en kop kaffe ude bag i forretningen, da det jo kunne være at alderdommens magt, alligevel føles lidt ensom.
Svaret kom prompte, at jeg som den “stymper” jeg var, overhovedet ikke skulle regne med at tillokke mig tættere omgang med hende og jeg kunne se at blive klippet og kom tilbage på skolebænken, og så ellers komme i gang med at lære Grundtvigs salmer - det resulterede i at jeg tog en guitar op, og begyndte at spille netop de to salmer jeg kender af Grundtvig, så smukt fortolket i blues, at hun råbte så hæst, at hvor kunne vi dog vove dette umenneskelige spetakel, og havde vi da ingen respekt for alderdommen, og så strøg hun vaklende ud mens hun jamrede.
Man skulle tro det skulle stoppe her, men det er netop ikke tilfældet, for da jeg endelig forlod butikken med lidt af hvert, så skulle jeg med bussen, og ved stoppestedet sad en ældre mand, hvis alder kun egetræernes åreringe kan gisne om. Han sad på bænken i det lille skur-agtige hus, og nærmest lå hen over bænken for ikke at få en siddende nabo - og da jeg var på vej til at sætte mig på det yderste hjørne hvor hans rynkede kadaver ikke formåede at udfylde pladsen, så med han i samme nu sin hat på stedet og bad mig venligst flytte mig så kan kunne være der - og alt imens det begyndte at regne, så blev jeg endda også bedt om at forlade “skuret” så han kunne “holde udsigten”.
Som en anden grå ridder havde han gjort krav på både bænk og skur, så jeg kunne stå op i 20 minutter indtil bussen vil ankomme, og blive så dejligt våd i den danske regns omfavnende kærlighed.
Da jeg tillod mig at bemærke overfor ham, at der var altså var plads til hele 3 mennesker på den bænk, blev jeg belært om at han havde ret til at nyde de gratis goder han nu havde efter et langtliv som fuldmægtig i bankvæsenet, og jeg da måtte kunne forstå at jeg ikke kunne være der, da hans hat da så ville blive krøllet - og han kunne jo ikke tage den på hovedet, da han jo “var indenfor” i skuret, og man kan jo ikke have hat på indendørs.
Jeg opgav, og lod regnen fange mit tøj, mit sind og min holdning til folk hvis fødselsår er længe før mig eget - og pjaskvåd trådte jeg ind i bussen da den endelig kom, og jeg satte mig på en plads i bussen, og tænkte at et varmt bad under bruseren ville gøre godt.
Nu skulle man jo tro at min blog ville være til ende, men nej, det er den skam ikke, så læs endelig videre.
Ombord, hvis man kan sige det om en bus, forholdte det sig sådan at jeg havde placeret mig på en tosædders plads, dog uden at fylde begge pladser, og foran mig sad to ældre damer og snakkede om den enes søn, som havde giftes sig med en forbryder af en muslimsk pige, og det var forfærdeligt, hvor hvad skulle de så gøre med børnene når det skulle døbes og hvad med alt det andet. Jeg prøvede at lade være med at lytte, lige indtil, en bekendt, en anden ældre dame, af de to foran mig, steg ombord på bussen, og straks genkendte sine veninder, og de pludrede løs i snak - da vendte den ene dame sig om, og spurgte om jeg ikke ville være så venlig at flytte mig, så hun sidde bag dem, og så de kunne snakke videre, jeg påpege høfligt, at hun sagtens kunne sætte sig ned ved siden af mig, og snakke videre med dem, men hun havde jo en pose med, og den kunne jo ikke stå på gulvet hvor den jo kunne vælte, og det var også bedst have den pose tæt på, så den ikke blev stjålet.
Jeg påpege endnu engang, at jeg dog nok mente at min rettigheder i det danske rige, stod over posens rettigheder, og at jeg ville love højt og helligt, med ridderdåd i hjertet, at indfange en hver der ville prøve at frarøve den kære dame hendes pose - men min handelsteknik for at få lov at blive siddende, var åbenbart ikke god nok, for nu, næsten i kor fortalte de 3 gamle damer mig, at jeg dog måtte respektere alderdommen, og flytte mig, så kun kunne sidde og hendes pose være beskyttet fra fremmede mandspersoners interesse - og så kom buschaufføren, en mand tæt på pensionsalderen, og bad mig flytte mig fra min plads, og stille mig op istedet og holde ved en af de der plastik/gummi håndgreb - og så kunne jeg ellers få lov at stå op igen, og ellers skifte ben at støtte på løbende hele vejen hjem.
Endelig kom jeg da så også hjem, og jo jeg overlevede fint nok at stå op, men jeg var ikke tilfreds med behandlingen af mig som en ung mand som sådan - og jeg gik så over i kiosken inden jeg ville gå til min lejlighed, blot for at købe avisen så kunne læse lidt om verden, og inden i kiosken tog jeg så jyllandsposten og ellers lidt andre små varer, og så stillede jeg mig i kø - da det var ved at blive min tur, kom der en gammel mand ind i kiosken, og spurgte hvorfor der ikke var flere jyllandsposter tilbage, og indehaveren sagde at de var solgt ud, og så manden at jeg havde en i favnen, og den gik han prompte hen og tog ud af favnen på mig, og sagde så vredt ” at det ikke kunne passe at han skulle undvære sin avis, blot fordi ungdommen pludselig troede at den havde forstand” og han da skulle undvære sin avis - og så smed han en tyver på bordet og var på vej til at gå, mens vi andre stod målløse i butikken og kikkede på ham. Da måtte jeg forklare ham at den avis nu altså var min, da havde taget den, og stod i kø for at betale, og han altså enten måtte få sig et abonnement eller komme i god tid, eller købe en anden avis, som fx politikken - sidste bemærkning fik ham til at råbe af ad mig; Politikken!!!! er de kommunist!!!!
Og da jeg så venligt forklarede at jeg ikke kan stemme i de danske valg grundet min nationalitet, så det ud til for ham, at min mangel på dansk statsborgerskab også fratog mig retten til at købe aviser - jeg forklarede igen, at avisen altså måtte være min, da aviser som så mange ander varer er efter princippet “først til mølle” - og så fik jeg ellers at vide, at han havde nu arbejdet i 54 år ved foderkompagniet, og han havde altid læst sin avis og det skulle ingen fratage ham, og jeg måtte se at vise noget respekt, og så gik han… Tak for idag!
Hvem sagde ungdommen var uansvarlig og respektløs - suk!
fra digterens pen!
